filurposten.no
Side 3
Maleriprologen
Picasso-utstilling i Bergen Billedgalleri. (Foto: Filur.)
Gamle mestere — og nogen nye
Filurprolog i Bergen Billedgalleri ved 100-årsjubileet til Bergen Kunstmuseums Venner i 2008, skrevet på 1908-norsk. Lest av byhistoriker Tryggve Fett.
Hvad er et maleri?
En antal farveklatter,
fordelt paa lerretsduk
og dernæst rammet ind?
— som tidvis gir behag,
og tidvis vekker latter,
alt efter titterens
humør og sans og sind?
— og tidvis sees som pynt,
som ligegyldig henges
paa en fornøden plass,
hvor pynt paa veggen trenges?
Den tolkning er for platt!
Dødt er et maleri,
en livløs ting, javel;
dog er det òg et brev,
et ord fra sjel til sjel
— et budskap, poesi
i form og farvers sprog,
nedfeldt paa lerretsvev
med sikre penselstrøk
for følsomt at beskrive
hvad som i tidens kav
er vigtig her i livet!
— — —
Hvor er vel kunstnerstanden gavmildt ødsel:
Alt dengang Norge under isen laa
— titusener af aar før Kristi fødsel —
gaves der billeder at skue paa!
I dunkle huler hist i Sydens egner
staar bisonoksen frem paa tak og vegger.
Den store mammut hadde òg sin tegner,
her maltes jeger, ko og hest som knegger.
De dybe huler! Bergets poesier!
De var de første billedgallerier!
— — —
Til fryd og nytte for skulptør og maler,
samt oss, naar vi blandt kunstens verker gaar,
er dagens huler: smukke billedsaler,
som gav oss kunst i mer end hundre aar!
Nu bruger ogsaa vi vaar fantasi:
Vi tenker oss et veldig galleri,
som rommer all den kunst, vi har i verden.
En Delfi-statue vil vi faa skue,
Assissi-Frans, som taler til en due,
og hun kan sees, som mistet flere kilo:
den armbeskårne Venus hist fra Milo.
Saa slaar vi døren opp — følg med paa ferden!
Se her — i 1300-tallets sal
er kunsten næsten tredimensional,
for dybde, luft og rom er malemotto
for bilderne til freskens mester: Giotto.
Gaa videre, til 1400-tallet;
en skumfødt Venus blaases ind mot land,
staaende i et skjell — og kjendt af alle!
Stort er det verk, han gav oss, denne mand
— med guder, nymfe, og med blomsters vell i —
den spede florentiner Botticelli.
Én fot i samme sekel, én i neste
har Leonardo — maler, ingeniør!
I alle discipliner klart den beste
er Mona Lisas store portrettør.
At nevne alt, som griber oss og blender,
vil sprenge en prolog for kunstens venner.
Til 1600-tallet: Uten lige
er maleren, som malte selve sjelen.
Han døde fattig, men har gjort oss rige,
den store Rembrandt, med sin fine dvelen
ved lysets spild og skyggers liv tillige
— i landet, som mit publikum nok aner,
er mer end tresko, mer end tulipaner!
Efter geniet — er da alt forverret?
Vel — bilder males i Europas hjørner;
selv engelskmænd kan faa det til paa lerret!
En Gainsborough, en Constable, en Turner.
I næste sal: det 19. aarhundredet!
Imellem Goya og Gauguin: der henger
Vincent van Gogh, den nu af oss beundrede,
som aldrig vandt et ry og aldrig penger.
Hvor maalbevidst han var, den saakaldt gale!
Hans djerve penselstrøk — de var hans tale!
Bevares, hvad vi her af navne har:
Monet, Manet, Courbet og Renoir,
Millet, Rodin, Cézanne og Pierre Bonnard,
vaar egen Gude — som vi ikke praler af —
og en Picasso, som det kan bli maler af.
En kunstners storhet ser vi paa en blunk
i «Skrig» af en begavet Edvard Munch.
— — —
Er denne sal den siste kunststasjonen?
Nei, her er endnu én at vandre i.
Det er lidt tyndt paa veggene. — Ka honen:
Det e' jo Bergen Billedgalleri
med J.C. Dahl sin fine fossestemning.
Se: Peder Balkes uvær er i emning!
Det hele er tilfeldig sammensatt,
bemerker fagfolk hist i hovedstaden.
Dog blaaser vi i kunstjeremiaden!
Mon de har vært her i det hele tatt?
Med ulvene derude ei vi tude;
vi har da baade Tidemand og Gude!
Mon vi vil faa Picasso og Cézanne?
Den første er en egenartet mand —
der mældes om en selsom billedrude,
malt efter en fuldstendig ny fasong;
fjoraarets «Frøknerne fra Avignon»
afdækker en bisarr og uvandt stil:
forvridde aasyn og en skjev profil.
Kanhende stod han syg ved staffeliet
og bommet lidt paa dameskilderiet?
I febersygdom kan en kunstner famle.
Han vender nok tilbage til det gamle,
og dermed vil vaar kjøbetrang forsterkes.
Vi liger endringer — naar knapt de merkes...
Vil nye slægter ha en anden mening?
Tja — alt kan hende i en kunstforening!
Der skabes altid kunst, det er det flotte,
og er vaar sal lidt skral i 1908,
saa skal vi ingenlunde ta til taarene.
Matisse er ung og Krohg i fuld vigør,
og Edvard Munch er kun i 40-aarene,
og Skredsvig maler kanskje mer end før.
Der skabes kunst, og her er mangt at finde
blant kjendte navn og dem, vi ikke kjender.
O, maatte vi, med hjelp fra alle venner
la kunsten lidt om lidt faa plass her inde!
Om hundre aar vil galleriet skinne!
Lang er min tale — jasaa: gjesper nogen?
Da maa vi snart faa slutt paa kunstprologen!
Jeg siger høit — thi hvorfor skal jeg tie:
Eg e' saa glad i Billedgalleriet!
